ZINKEN #1–20
ZINKEN #001
Efter i perioden marts-juni 2020 at have bragt 30 kortere eller længere opslag i denne gruppe under overskriften NEANDERTALT om ældre palæolitiske fund, der endnu ikke med sikkerhed er konstateret i Danmark — forbavsende så meget, der kan skrives om så lidt — vil jeg fremover forsøge at kaste mig ud i et endnu mere ambitiøst projekt: En ‘tour de force’ gennem senglacial tid / senpalæolitikum, som jeg på hjemlig grund vil definere som perioden fra isens retræte for over 16.000 år siden til ca. 11.700 år før i dag. Fra den periode har vi helt anderledes hold på tingene, sikre fund fra ikke mindre end fire senpalæolitiske kulturer, Hamburgkulturen, Federmesserkulturen, Brommekulturen og Ahrensburgkulturen. Der er her langt mere kød — bl.a. rensdyrkød — på fortællingen.
Denne gang har jeg valgt at bruge overskriften ZINKEN #1, 2, 3 osv. Hvorfor det? — Fordi zinken er den første markante og klart definérbare flintredskabstype — en såkaldt ‘ledetype’ — der efter sidste nedisning dukker op på scenen i det nordeuropæiske lavland, bl.a. Tyskland, Holland, Polen og altså også Danmark. “Et godt stykke fra Hamburg”, som min gode ven og kollega Flemming Rieck med et skævt smil og sans for tvetydighed udtrykte det, da vi under prøvegravningen ved Jels Oversø i 1981 fandt den første zinken inde mellem juletræerne. Hamburgkulturens universalredskab, sammenlignelig med nutidens svejtsiske lommekniv eller Leatherman for at være mere specifik.
Jeg forestiller mig, at turen kommer til at foregå ad to spor, dels i form af et offentligt Google Dokument, hvor man kan følge min arbejdsproces, famlende forsøg, stadige tilføjelser, ændringer og fejltrin — finker, der ryger af fadet. Det er i følge bl.a. brødrene Willerslev og prof. Vincent Fredericks så sundt og moderne at fejle, næsten vigtigere end at gøre tingene rigtigt, har jeg forstået, så det vil jeg også benytte mig af. Jeg har ikke nogen karriere at skulle beskytte, den strålende fremtid ligger allerede solidt bag mig, og nekrologen kommer jeg formentlig ikke selv til at læse. Man vil få mulighed for, i margenen, at knytte kommentarer til min tekst, og i det omfang, de ser fornuftige ud, vil de blive integreret i en fortælling, der i princippet er uendelig, fordi den til stadighed kan udvides i alle retninger. En form for kompendium.
Det andet spor er de sammenfatninger, jeg vil bringe i form af opslag her i denne Facebook-gruppe og den specialgruppe, DOGGERLAND, jeg har oprettet til dem, der gerne vil gå mere i dybden — om jeg så må sige — når det drejer sig om det mytisk klingende, for længst druknede Nordsøfastland. Netop Doggerland vil være et vigtigt nøgleord og danne den geografiske og begrebsmæssige ramme omkring hele denne historie. Man får en radikalt anderledes forståelse, når man ser de danske senpalæolitiske fund plottet ind på dét kort, og et sug i maven, når det går op for én, at man dengang, for lidt over 14.000 år siden, kunne gå tørskoet til England.
Men I skal ikke forvente et pænt kronologisk, serielt forløb, jeg vil have lov til at dumpe ned her og der i lidt tilfældig rækkefølge, når noget fanger min interesse og opmærksomhed. Det kan såmænd godt være en lille sekvens, lidt uden for emnet, om et par nylig konstaterede mellemistider i klinten ved Trelde Næs eller opdaget i forbindelse med metrobyggeriet i København. Bær over med mig, ligesom det amerikanske universitet, der giver lang snor til en ADHD-plaget professor, der har det med hele tiden tvangsmæssigt at springe fra emne til emne og derfor til formålet har installeret hele otte computere på sit kontor.
Jeg vil forsøge at skrive på en sådan måde, at langt de fleste vil kunne følge med. Til de af mine fagkolleger, som foretrækker ‘ akadepyk’ — en herlig sammentrækning af ‘akademisk volapyk’ — vil jeg undertiden forklare, hvad jeg mener, når jeg anvender mere jævne udtryk, bare for at tage et eksempel: At det jeg kalder flækkens overside i deres verden kan oversættes til dorsalside osv. Det kan såmænd også hænde, at jeg i stedet for ordet ‘kontekst’ bruger ordet ‘sammenhæng’.
Puha, jeg er allerede træt — hvad er det egentlig, jeg kaster mig ud i? En af de nærmeste dage vil jeg skrive lidt om mine metoder, bl.a. om hvordan jeg har tænkt mig at skrabe viden sammen, div. programmer og apps etc. Her vil det måske kunne betale sig for arkæologistuderende at følge lidt med.
Jeg vil ikke ligefrem love noget konkret mht. omfang og frekvens, arbejdet skal kunne forenes med livet i en mobil aftægtsbolig, og måske stopper historien abrupt. Når jeg spørger Siri, Apple’s digitale orakel i Cupertino: Hvor gammel er Jørgen Holm? Så svarer hun: “73 år, men han ser ikke ud til at være en dag over 28”. Jeg er optimistisk …
ZINKEN #002
På Facebook forsvinder opslag og kommentarer hurtigt ned i glemslens malstrøm. Jeg vil med dagens tekst foretage et lille sidespring og fortælle, hvordan man kan bringe gamle opslag op til overfladen igen, i dette konkrete tilfælde den lange serie jeg bragte under overskriften NEANDERTALT (#1–30) om potentialet for fund af ældre palæolitisk materiale i Danmark.
Det gøres ved hjælp af Facebook’s søgefunktion ovre til venstre på denne side. I feltet ‘Søg i denne gruppe’ (med et lup-ikon) skriver du:
neandertalt #
Rul herefter ned til menupunktet ‘Resultater fra filter’ og hak punktet ‘Seneste’ af.
Så skulle hele serien være gravet frem og ordnet sådan — stratigrafisk korrekt — at det seneste opslag (#30) er placeret øverst og det ældste nederst (#1). Bemærk dog, at søgningen også medtager andre opslag og kommentarer, hvor ‘NEANDERTALT #’ er nævnt. Det synes jeg imidlertid kun kan være en fordel.
Det siger sig selv, at søgefunktionen også kan bruges i alle mulige andre sammenhænge. Prøv også at udforske de øvrige filtreringsfunktioner.
ZINKEN #003
Tidsmæssig og geografisk afgrænsning
Inden jeg i næste opslag går over til at omtale de metoder, jeg anvender i forbindelse med videnindsamling, vil jeg lige konkretisere nærmere, hvilken tidsperiode og hvilket geografisk område, fortællingen primært kommer til at dreje sig om: Vedtægtsmæssigt strækker Yngre palæolitikum (Upper Palaeolithic) sig fra ca. 50.000–11.700 år før i dag. Vær opmærksom på, at disse tidsangivelser kan variere lidt — nogle forskere sætter starttidspunktet til 40.000. Da de hidtil ældste sikre danske fund er dateret til beskedne 15.-14.000 år før i dag (herefter BP = Before Present), er der selvsagt tale om sen Yngre palæolitikum (Late Upper Palaeolithic), der tidsmæssigt defineres som perioden ca. 18.000–11.700 BP.
Det er vigtigt at slå fast, at der må skelnes mellem istid og nedisning. Undertiden ser man i populære fremstillinger udtryk som “de første fund efter istiden”, hvor der i virkeligheden menes slutningen af istiden. Sidste istid, der på tysk kaldes Weichsel efter den polske flod Wisla, varede fra ca. 117.000–11.700 BP, men vores område, “Danmark”, var i virkeligheden kun i korte perioder dækket af is, og meget tyder på, at en stor del af det sydvestlige Jylland slet ikke blev overskredet.
Der er tegn på kortvarige isfremstød midt i Weichsel for ca. 55.000 år siden — bl.a. Ristinge-fremstødet eller “Gammelbalten” som det kaldes — og vi kan nogenlunde regne ud, hvor lang tid de sidste fremstød til hovedopholdslinjen må have varet: Ca. 5.000 år. Hvordan? — Jo, der er inden for dansk område fundet over 150 mammutknogler og tænder. Mange er C14-dateret, og det har vist sig, at de har levet her i tidsrummet indtil ca. 22.000 BP, hvorefter de tilsyneladende er blevet fortrængt af isen.
Herefter er der et spring frem til 17.-16.000 BP, hvor den tidligste, hårdføre flora — pionérflora — er konstateret i dødishullet ved Slotseng i Sønderjylland. Da Hamburgkulturens rensdyrjægere slog sig ned i dette område for lidt over 14.000 år siden, skal vi nok regne med, at isfronten allerede var smeltet tilbage til de store svenske søer.
Jeg har tidligere nævnt, at fortællingen primært vil komme til at omhandle det imaginære geografiske område, som efter Doggerbanke kaldes Doggerland: Det for længst druknede fastland, der i mange tusinde år befandt sig dér, hvor Nordsøen nu er, og forbandt store dele af kontinentet, bl.a. det område, vi nu kalder Danmark, med de britiske øer. Det nåede helt op til Norske Rende og blev gennemløbet af Ur-Elben, der slog en bue op langs vores nuværende vestkyst.
Senere vil jeg skrive langt mere indgående om Doggerland …
ZINKEN #004
Metoder
Arkæologistuderende giv agt:
I dette opslag vil jeg beskæftige mig med nogle af de metoder, jeg vil anvende i forbindelse med bestræbelserne på at skabe et så fuldstændigt overblik over Yngre/Senpalæolitikum som muligt. Tidsrammen er som tidligere nævnt i runde tal perioden ca. 18.000–12.000 BP (Before Present) og den geografiske ramme det druknede Nordsøfastland, Doggerland, og de nærmest tilstødende landområder. Hovedvægten vil naturligvis ligge på den lille klat, vi i dag ynder at kalde Danmark.
Hvordan i alverden vil jeg skrabe al denne viden til mig og ovenikøbet forsøge at videreformidle den til andre? Dyb indånding — jeg tager lige en ekstra kop kaffe …
Sisyfos
Lad mig starte med at fortælle, at jeg som helt ung arkæologistuderende satte mig for at vide alt om faget, ja såmænd også om stort set alt andet — jeg havde nogle helt utopiske ambitioner om billedligt talt at omspænde hele klaviaturet. Men som årene går, svinder tangenterne ind, man renoncerer, resignerer og må efterhånden erkende, at man må være tilfreds med at yde en lillebitte skærv — inden for vores fagområde måske snarere skærve — til det samlede hele. Den nærmest eksponentielle videneksplosion har medført, at polyhistorernes tid for længst er forbi, og mange må stille sig tilfreds, hvis de bare kan følge så nogenlunde med inden for deres eget lille, snævre speciale.
18 år
Jeg har været lidt doven, vi var nogle stykker, som når vi op ad formiddagen ankom til studiestedet, Moesgård, hurtigt forsvandt ned i studenterkælderen, hvor der var behagelige, udrangerede DSB-sæder, en enarmet tyveknægt, dartspil og vejskilte med navne på berømte arkæologiske lokaliteter, fx Bro 1, dvs. 1 km til den første fynske boplads fra Brommekulturen. Det blev til højst 10 forelæsninger for mit vedkommende. Og der gik 18 år, før jeg kunne slå 40 års fødselsdagsfest og kandidatfest sammen. Ikke ligefrem noget mønstereksempel, kun overgået af dem, der aldrig blev færdige.
Endnu en utopi
I mange år har jeg drømt om sammen med fagfæller at løfte i flok og skabe et arkæologisk kompendium, som sammenfatter den til enhver tid opnåede viden om i det mindste dansk arkæologi. Lad os kalde det ‘Arkæopedia’. Den slags findes mig bekendt inden for visse andre fag, fx medicin. Men det er nok endnu en utopi. Som det er nu har enhver ny arkæologistuderende et pokkers hyr med at få etableret en grundviden, et “skelet”, der skal stykkes sammen af elementer fra et utal af mere eller mindre obskure kilder. Det er dog på det seneste blevet lidt nemmere, fordi flere og flere publikationer kan findes på internettet. Tak for det. Men allerhelst så jeg alle disse informationer indeholdt i en pille, i en indopereret chip eller absorberet via en injektion.
Okay, hofter fat, hvad nu? — Når jeg i det følgende fortæller om de arbejdsmetoder, jeg som 73-årig og dermed i 11. time har tænkt mig at anvende, er det samtidig til dels et katalog over hidtidige undladelsessynder.
Programmer
Jeg er medlem af Apple-kirken af sidste dages hellige, Mac-aficionado, og vores hjem har lige siden 1987 været en Microsoft-fri zone. Til indsamling af alskens data og litteratur benytter jeg Mac-specifik software i form af et program, der hedder DEVONthink Pro, der kan importere et hav af filformater. Her forsøger jeg desperat at opretholde en hierarkisk databasestruktur. Programmet byder vist nok også på en smule AI, ‘kunstig intelligens’, som jeg imidlertid som nysproglig student har lidt problemer med at gribe med frontallapperne.
I DEVONthink opbevarer jeg altså alle disse importerede data, men i diverse note-programmer skriver jeg det ned, som jeg får ud af læsningen, destillerer, laver resuméer, foretager personlige vurderinger etc. Men der er ingen grund til at lægge skjul på, at valget af software er vanskeligt — p.t. eksperimenterer nærværende gamling med programmer som fx Obsidian og Roam Research, en ny generation af software, der byder på noget så eksotisk som ‘bi-directional linking’, og som er baseret på Niklas Luhmann’s ´Zettelkasten-system’.
Licentiaten
Kors i hytten, hvor kan man gøre det besværligt for sig selv, og af en eller anden grund kommer jeg undertiden til at tænke på Poul Martin Møllers aldrig færdiggjorte roman En dansk Students Eventyr (ca. 1824, udg. 1843). “Heri karikeres den distræte licentiat og evighedsstudent, som af lutter lærdom og uendelig selviagttagelse aldrig får udrettet noget. Licentiaten hænger fast i de forberedende studier og tankemæssige anslag …” (Lars Handesten i LEX, Den store danske).
Søgninger
Hvordan laver jeg søgninger? — Her bruger jeg almindelig Google-søgning, men især et søsterprogram til DEVONthink, DEVONagent Pro, som gør det muligt at foretage komplicerede søgninger med boolske operatorer (AND, OR, NOT) og at filtrere resultaterne. Man kan foretage hurtige, lidt overfladiske søgninger eller meget “dybe”, hvor programmet i flere minutter kravler rundt på internettet og indsamler et væld af resultater. Man kan tilmed indstille softwaren til at holde øje med bestemte ord og begreber og få den til at sende nye informationer via fx email. De to stykker software arbejder tæt sammen.
Der findes sikkert i Windows-universet udmærkede pendanter til ovennævnte software, men hold venligst mig udenfor.
Litteratur
Og nu til litteraturen. Jeg har ikke noget romantisk forhold til gedeskindsduftende bøger, og der er ikke her i den mobile aftægtsbolig — en autocamper — plads til Billy-reoler. Det, som ikke findes på internettet, findes ikke i min verden og vil ikke blive inddraget i fortællingen. Jeg sætter min lid til tjenester som fx Google Scholar og academia.edu, og føler mig vældig optimistisk, når en søgning sidstnævnte sted på mit yndlingsemne ‘Doggerland’ fremkalder over 900 artikler, overvejende af strengt faglig karakter. Resten, det mere populære stof, finder jeg så ved almindelig Google-søgning: Lyrik, musikgrupper, Facebook-grupper, en tegneserie og en krimi med denne overskrift!
ONS
Til slut vil jeg lige omtale en forholdsvis ny “dille”: Begrebet ‘Open Notebook Science (ONS)’, første gang navngivet og beskrevet (‘coined’) 2006 af den alt for tidligt afdøde Jean-Claude Bradley, professor i kemi ved Drexel University. “Open-notebook science is the practice of making the entire primary record of a research project publicly available online as it is recorded. This involves placing the personal, or laboratory, notebook of the researcher online along with all raw and processed data, and any associated material, as this material is generated” (Wikipedia).
ONS anvendes indtil videre primært inden for de “hårde videnskaber”, fx kemi, fysik og matematik, men kan selvfølgelig ligesåvel bruges inden for de humanistiske fag, herunder arkæologi. I virkeligheden ser vi jo allerede spæde tilløb, når vi mere eller mindre kontinuerligt får dagbogslignende beretninger ude fra felten eller — mest markant — ser liveoptagelser. Hvis denne linje føres videre og også kommer til at gælde mere akademisk prægede, næsten daglige opslag på nettet fx i form af weblogs, ja så kan man vel godt tale om ONS inden for vores fag.
…
Mit hidtil længste og vist nok mest “langhårede” opslag. En af de nærmeste dage vil jeg fortælle historien om istidsjægerne ved Jelssøerne i Sønderjylland — de første spor efter Hamburgkulturen og dermed de tidligste indvandrere i Danmark.
—
Obsidian: https://obsidian.md/
Roam Research: https://roamresearch.com/
DEVONthink Pro: https://www.devontechnologies.com/apps/devonthink
DEVONagent Pro: https://www.devontechnologies.com/apps/devonagent
Zettelkasten Method: https://zettelkasten.de/posts/overview/
Open Notebook Science: https://en.wikipedia.org/wiki/Open-notebook_science?oldformat=true
ZINKEN #005
Istidsjægere ved Jelssøerne
Indledning
Det begynder at snurre i mine fingre, hænderne, den ubehagelige fornemmelse bevæger sig op i underarmene … Stedet er den store foredragssal på Moesgård i det tidlige efterår 1969. En snes unge håbefulde mennesker er startet på arkæologistudiet, det er deres første dag på universitetet. En professor og et par lektorer giver efter tur introduktioner, der bedst kan betegnes som skræmmetaler. Fårene skal tydeligvis skilles fra bukkene så hurtigt som muligt. Alle får besked om at lave en skriftlig opgave efter eget valg, som skal afleveres inden for kort tid. Jeg vælger ‘Palæolitikum i Danmark’, hverken mere eller mindre.
Det bliver værre og værre, nu begynder jeg at få klumpfornemmelser — globulus — i halsen, et angstanfald er i anmarch. Efter havari på Kolding Gymnasium og derefter et par år på Fyns Studenterkursus, fabriksarbejde, 3 måneder på seminarium og 3 måneder som journalistelev er det endelig lykkedes at komme ind på drømmestudiet. At en kombination af spænding og lykkerus kan udvikle sig på den måde, er lidt besynderligt, men jeg må afsted. En medstuderende tilbyder at køre mig til læge. Jeg får en beroligende indsprøjning i den ene balle og når lige at se et enkelt af de ord, lægen noterer ned på et stykke papir: ‘Hysteria’ …
Den hjælpsomme nye studiekammerat, chaufføren, hedder Flemming Rosenvind Rieck, et livslangt venskab blev grundlagt den dag. Sammen læste vi op til bifagseksamen i nordisk arkæologi, hørte hinanden i stoffet, opgav nogenlunde den samme litteraturliste på 16.000 sider, hvoraf Politikens ‘Jeg fotograferer’ fyldte de ca. 500. På tærsklen til eksamenslokalet hviskede jeg til Flemming: — Hvis jeg dumper, så dumper du sgu også! Flemming klarede sig fint, mens jeg var tæt på at dumpe.
Efter bifagseksamen skiltes vore veje for en rum tid. Flemming fortsatte snusfornuftigt på universitetet, mens jeg i en årrække kastede mig ud i praktisk feltarbejde for museerne på Langeland og i Svendborg. Flemming blev på et tidspunkt ansat på Haderslev Museum, og i 1979 blev en stilling som udgravningsassistent opslået dernede. Jeg søgte og fik den. Det hører med til historien, at vi begge var mest optaget af ældre stenalder, og øverst på ønskelisten stod Hamburgkulturen, de tidligste indvandrere — rensdyrjægere — i det nordeuropæiske lavland. De hidtil nordligste fund var gjort i Ahrensburgdalen lidt nord for Hamburg — deraf navnet. Men vi mente, at den selvfølgelig også måtte kunne findes i Danmark og havde hele tiden antennerne ude, bl.a. når vi besøgte amatørarkæologer og så deres flintsamlinger.
Netop i 1979 arrangerede medlemmer af foreningen Sønderjyllands Amatørarkæologer en udstilling på Haderslev Museum, hvor de fremviste nogle af deres bedste fund. Lærer Jørn Fynbo fra Skodborg havde valgt at vise nogle flintredskaber, som han en gylden efterårsdag i 1968 havde fundet på en mark ved Jelssøerne i Sønderjylland.
ZINKEN #006
Istidsjægere ved Jelssøerne
Fundhistorien
Lige siden Alfred Rust i 1930'erne foretog sine epokegørende undersøgelser på Hamburgegnen, har danske fag- og amatørarkæologer været på udkig efter den 14.-15.000 år gamle Hamburgkultur her i landet. Den gennem mange år herskende opfattelse, at de nordtyske bopladser har ligget ganske tæt op ad isranden, og at størstedelen af Danmark stadig var dækket af is, mens denne kultur blomstrede sydpå, styrkede pessimismen med hensyn til at finde spor efter Hamburgkulturen her i landet.
Men i takt med en stigende erkendelse af, at Danmark var isfrit på et meget tidligt tidspunkt, formentlig allerede længe før indgangen til Bøllingtid for knap 15.000 år siden, voksede optimismen. For mange danske arkæologer har kulturens tilsynekomst nord for grænsen kun været et spørgsmål om tid og evnen til at erkende de mest karakteristiske flintredskabstyper, såkaldte ledetyper.
Hamburgkulturens bopladser var efterhånden — ud over i Tyskland — påvist i Holland og Polen samt muligvis i Frankrig. Men med Ahrenshöft, Kreis Nordfriesland, som den nordligste forpost forekom den tysk-danske grænse længe at være en nærmest uoverstigelig barriere.
Med professor C.J. Beckers fremlæggelse i 1969 af en løsfunden flintpile- eller spydspids fra Bjerlev Hede mellem Vejle og Horsens blev der endelig skudt en breche i den forskningsmæssige mur. Han skrev, at dette stykke ud fra sin form måtte kaldes en kærvspids, ældre Hamburgkulturs ledetype og dermed et muligt fingerpeg om denne fases tilstedeværelse i Danmark allerede i første halvdel af Bøllingtid. I forbindelse med artiklen, i SKALK, skrev Becker: “Hvem bliver den heldige, der melder om det første bopladsfund?” — Hvad han ikke kunne vide var, at bopladsen allerede var fundet året før!
Lærer Jørn Fynbo, Skodborg, var et udpræget fritidsmenneske og en entusiastisk amatørarkæolog med et skarpt blik for landskabet og dets muligheder for bosættelse i jægerstenalderen. Denne ideelle kombination bragte ham i efteråret 1968 frem til en højt hævet sandterrasse ved sydsiden af den østligste af de tre Jelssøer, Oversø. I pløjejorden fandt han her et par flintredskaber, som fik ham til at studse: De lignede ikke noget af det, han tidligere selv havde fundet eller kunne genkalde sig fra den danske arkæologiske litteratur.
Flintsagerne blev samvittighedsfuldt mærket og fundstedet markeret på et målebordsblad. Hjemkommet fra turen blev fundene gemt væk, men ikke glemt. Tvivlen nagede ham i en årrække, men studier af udenlandsk litteratur gav grobund for den mistanke, at der kunne være tale om Hamburgkulturens zinken, tyske arkæologers nærmest uoversættelige udtryk for nogle karakteristiske, krumborlignende flintredskaber.
Som tidligere nævnt indgik Fynbos fund i en udstilling på Haderslev Museum sidst i 1970'erne, og dermed fik også professionelle arkæologer, bl.a. Erik Jørgensen, Flemming Rieck og nærværende forfatter, lejlighed til at vende og dreje disse særprægede flintredskaber, der tvang næsten svundne eksamenspensa frem fra glemslens tåger. Jo, der måtte være tale om Hamburgkultur. Endnu nogle år gik. Først i 1981 havde mistanken antaget en så moden og fast form, at springet fra spekulation til afklaring kunne tages.
ZINKEN #007
Istidsjægere ved Jelssøerne
Søgegravning
En gylden efterårsdag i 1968 fandt amatørarkæologen Jørn Fynbo ved sydbredden af Jels Oversø på en sandet mark nogle flintredskaber af en type, som han ikke havde set tidligere. Både han selv og arkæologer på Haderslev Museum mente, at der kunne være tale om ‘zinken’, krumborlignende redskaber, der er karakteristiske for den 14.-15.000 år gamle rensdyrjægerkultur, Hamburgkulturen.
Men der skulle gå 13 år, før der skete noget afgørende i sagen — en søgegravning måtte til, og det krævede naturligvis lodsejerens tilladelse. “Yngste lærling”, den nylig ansatte udgravningsassistent, alias Jørgen Holm, blev sendt ud for om muligt at opnå den. Det var en stressfyldt situation, ikke mindst i en sag som denne, hvor det efter alt at dømme drejede sig om de ældste fund i Danmark. Knald eller fald. Jeg bankede på døren, og det var stadig på den tid sådan, at det var en mand, husets herre, man forventede at skulle forhandle med.
En kvinde lukkede op. Jeg præsenterede mit ærinde og spurgte efter lodsejeren. Men Lis Gejlager, fruen, mente nu nok, at hun kunne tage stilling i denne sag og gav straks tilladelse til en søgegravning.
Jørn Fynbo havde heldigvis sørget for at markere fundstedet med et kryds på kortet, i dette tilfælde et målebordsblad. Men det, der på fundtidspunktet havde været en pløjemark, var i mellemtiden blevet til en juletræsplantage. Han pegede ind mellem træerne og sagde: Ca. dér! Det var et lidt besværligt sted at starte en søgegravning, men helt ude ved terrænkanten var der en vegetationsfri zone, hvor vi, Flemming Rieck og jeg, anlagde en række 1 kvadratmeter store søgehuller. Der var straks bid, vi fandt ikke bare nogle flintflækker og -spåner, men også en lændekantbehugget skraber, der sagtens kunne stamme fra Hamburgkulturen.
Vi begyndte nu at fjerne juletræer, udvide feltet, og snart fandt vi de første zinken, både enkelt- og dobbeltzinken, men der skulle gå ca. tre uger, før det første flintprojektil, en lille skafttungespids, lå dér skinnende i solen. Det fremkaldte glade råb og en kasse øl. Vi var nu stensikre på, at der var tale om den første danske boplads fra Hamburgkulturen.
ZINKEN #008
Istidsjægere ved Jelssøerne
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Hvorfor ligger de senglaciale bopladser ved Jelssøerne lige netop dér? Man taler på kongresser, når det går højt, akademisk og tungebrækkende, om “bopladslokaliserende faktorer”. Det kræver en længere forklaring.
Jelssøerne ligger kun få kilometer syd for Kongeåen. Vi befinder os her i den vestligste udkant af det østjyske morænelandskab, dvs. det stærkt kuperede landskab, der blev udformet af sidste istids gletsjere og som langt overvejende består af moræneler. Den såkaldte hovedstilstandslinje, der markerer grænsen for det maksimale isfremstød for ca. 20.000 år siden, skal formentlig trækkes umiddelbart vest for Jels by. Herfra strækker sig fra sydvest mod nordøst i et temmelig bugtet forløb en “tunneldal”, ca. 4 km lang og maksimalt 0.5 km bred, hvis bund delvis opfyldes af tre småsøer, regnet fra sydvest: Nedersø, Midtsø og Oversø.
Næsten overalt er søerne omgivet og afgrænset af bratte skråninger og her ovenfor jævne sandterrasser, der gennemgående ligger 10–15 m over nuværende vandspejl. Talrige steder ses vinkelret på dalen stående korte, men dybe V-formede erosionskløfter, “raviner”, der utvivlsomt er af senglacial alder og for en stor del udformet af isens smeltevand. En stor del af landskabet er i dag skovklædt — det gælder især området omkring Midtsø.
Det område, som har været omfattet af vores undersøgelser, ligger ved Oversøs sydbred — ved lavningens nu tilgroede vestlige del. Bopladserne her, Jels 1 og 2, ligger forholdsvis højt oppe i landskabet på veldrænet, sandet bund, et vigtigt aspekt i et senglacialt klima, hvor man næppe ville slå sig ned på en leret overflade. Lige ud for bopladserne har vi konstateret et kildevæld, der meget vel også kan have eksisteret dengang og dermed frembudt muligheden for frisk og rent drikkevand inden for kort rækkevidde. Man har utvivlsomt fisket i søerne, og fra de erosionskløfter, jeg har nævnt ovenfor, har man måske hentet råflint til fremstilling af redskaber, eller man har hentet den ved de daværende kyster.
Men det man nok først og fremmest skal lægge mærke til er den smalle passage mellem Oversø og Midtsø. Tyske arkæologer taler om “tvangspassager”, nemme overgangssteder for såvel folk som fæ. Her har både mennesker og dyr — og her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på rensdyr — naturligt valgt at krydse dalen. Vi ved både fra nutiden og fra historiske og etnografiske kilder, at rensdyr har det med at vælge så nogenlunde de samme trækruter år efter år, og de er dukket op på nogenlunde de samme tidspunkter i forbindelse med en årscyklus. Det har jægerne selvfølgelig vidst, og de har slået sig ned på de gunstigste steder i landskabet. Nok ikke lige præcis på trækruten, men i nærheden af den, og måske har erosionskløfterne spillet en rolle i forbindelse med drivjagt.
Jægerne har næppe fulgt i de “knirkende rensdyrs spor” — som Palle Lauring så poetisk og lydmalende udtrykker det — dertil bevæger dyrene sig for hurtigt, ofte med omkring 40 km i timen. Nej, de har pænt ventet på, at de skulle komme til dem …
ZINKEN #009
Istidsjægere ved Jelssøerne
Undersøgelsesmetoder
Ved Jels Oversøs sydbred fandt Jørn Fynbo i 1968 Danmarks første og ældste boplads fra den 14.-15.000 år gamle Hamburgkultur. En søge- eller prøvegravning i sommeren 1981 havde til formål mere præcist at lokalisere og afgrænse bopladsen. Under normale forhold ville vi have startet undersøgelsen med systematisk overfladerekognoscering, men det lod sig ikke gøre, fordi bopladsen lå i en tæt juletræsplantage.
Men lad mig alligevel benytte lejligheden til at fortælle lidt om, hvordan man normalt griber denne procedure an: Ideelt set skal jorden gerne være pløjet, evt. harvet, og have henligget et stykke tid, så regn og blæst har frilagt så megen tildannet flint som muligt i overfladen. Så begynder man at gå efter parallelle linjer med et par meters mellemrum og med blikket i noget nær knæhøjde.
Alle fund bliver målt ind og markeret på et kort, førhen skete det som regel på rent visuel basis, men i dag anvender vi — ligesom detektorfolket — håndholdt GPS, som gør indmålingen meget mere præcis, ofte kun med et par meters usikkerhed. Går det højt og sker det i samarbejde med det lokale museum, som råder over langt mere præcist GPS-udstyr eller totalstation, opnås en præcision inden for et par cm. Men man skal her huske på, at markredskaber som regel flytter godt og grundigt rundt på genstandene i pløjelaget, undertiden op til mange meter!
Fundene puttes i plastikposer og forsynes med foreløbige numre. Evt. kan man i første omgang bruge koordinaterne.
Tilbage til Jels, hvor vi i stedet måtte grave søgehuller dels parallelt med terrænkanten, dels ind imellem grantræerne, der efterhånden blev fjernet, så vi fik frilagt et større felt. Forinden var der opsat et nøjagtigt koordinatsystem, som alle fund blev indmålt i forhold til. Så begyndte en systematisk kvadratmetervis opgravning og soldning af pløjelaget, og fundene blev holdt samlet og registreret inden for disse enheder. Jorden blev siet i et sold med 4 mm maskevidde, i starten anvendtes tørsoldning, men snart gik vi over til vådsoldning, som er effektiv under alle vejrforhold. Vand blev via en pumpe og brandslanger bragt op til pladsen fra Barsbøl Bæk lidt nord for bopladsen.
I alt blev der under udgravningen af Jels 1 fra 1981–83 undersøgt 346 kvadratmeter. Da pløjelaget var færdigundersøgt, en lang og besværlig proces, lagde vi under pløjelaget ambitiøst ud med at indmåle hvert eneste fund tredimensionalt, men snart gik det op for os, at pladsen var så forstyrret af rodvæltere og små gravende dyrs aktiviteter (‘bioturbationer’), at denne minutiøse fremgangsmåde var spild af tid og penge. Hertil kommer de forstyrrelser af geologisk karakter (‘geoturbationer’), som er foregået siden bosættelsestidspunktet, bl.a. jordflydning. Vi gik herefter over til kvartkvadratmetervis udgravning og indmåling/registrering (felter på 50x50 cm) og afgravning i 5 cm tykke lag.
Jeg er udmærket klar over, at denne udredning er lidt tør, men den illustrererer vist meget godt, at denne slags undersøgelser kan være særdeles langvarige og kræve stor tålmodighed og udholdenhed af arkæologerne!
ZINKEN #010
Tilbage til Ommelshoved
‘En jæger klædt i skind, hugsiddende med buen holdt på skrå, lurende parat før strengens smæld, pilens hastige, tyste flugt — dyrets dødsbrøl …’
Sådan skrev en 25-årig arkæologistuderende i 1972 bl.a. om Ommelshoved-fundet, en koncentration af over et hundrede flintpile- eller spydspidser fra den ca. 13.000 år gamle Brommekultur, enestående ikke blot i dansk arkæologi, men også i en større geografisk sammenhæng.
I går, den 17. september 2020, var tiden kommet til et gensyn med denne spændende, men fortsat mystiske lokalitet. Det knirkede i knæene, muskel- og slidgigt plager den nu 73-årige, men det lykkedes denne gang at bestige el-cyklen uden at vælte, og uden at det avancerede ur med faldalarm spurgte: ‘’Er du OK?’’
På vejen til Ommelshoved fra Ærøskøbing, ad den kystnære Nevre-sti, aflagde vi den netop færdigrestaurerede Kragnæs-jættestue et kort besøg.
Men lad mig fortælle historien om Ommelshoved-fundet lige fra begyndelsen:
Kendskabet til den sene istids kulturforhold i den fynske øgruppe var indtil slutningen af 1960'erne alene baseret på enkelte løsfundne redskaber: To rentakslagvåben, en harpun og nogle få skafttungespidser af flint.
Herefter er det gået slag i slag. I 1968 fandt postbud, senere museumsleder Anders Jæger, Bogense, ved Bro på Nordfyn den første istidsjægerboplads, Bro 1, vest for Storebælt. Snart efter blev endnu en boplads af samme karakter, Bro 2, opdaget kun et par hundrede meter syd for den første. Ved systematiske rekognosceringer i Ejby Mose i foråret 1972 lykkedes det at komme på sporet af en tredje istidsjægerboplads og at finde et par “løse” skafttungespidser.
Men allerede inden da var et særpræget fund af senistidens redskaber fra Ærø kommet frem i lyset efter årtiers støvet upåagtethed på et museum.
I foråret 1971 talte jeg i ‘Harja’, den arkæologiske forening for Fyn, om den sene istids kulturforhold i almindelighed og om bopladserne ved Bro i særdeleshed. Foredraget mundede ud i en opfordring til medlemmerne om at henvende sig, hvis de skulle se sig i besiddelse af Brommekulturens ledetype: Skafttungespidsen, en spids flække, hvis stumpe ende i skæftningsøjemed er indsnævret ved dobbeltsidig behugning.
På næste møde kunne amatørarkæologen Claus Madsen, Vester Skerninge, fortælle, at han havde ikke mindre end 14 pile- eller spydspidser af den efterlyste slags liggende hjemme i sin skrivebordsskuffe. Stykkerne, som jeg senere fik lejlighed til at se og godkende, var opsamlet på Ommelshoved, Ærø. Men der var fundet mange flere samme sted, fortalte Claus Madsen. Resten lå på Marstal Søfartsmuseum.
Jeg tøvede ikke længe med at løse billet til Ærø, hvor købmand Jens Hansen, museets forstander, førte mig op på 1. sal og styrede hen til en lille uanselig montre. Under glasset lå 64 skafttungespidser. Altså i det hele (pr. 1.5.1971) 78 af istidsjægernes ca. 13.000 år gamle pile- eller spydspidser, alle fundet på stranden i nærheden af Marstal. Det er i høj grad bemærkelsesværdigt, at der næsten kun var fundet skafttungespidser. Man havde opsamlet enkelte flintafslag, men var overhovedet ikke stødt på skrabere og stikler, som ellers forekommer mere eller mindre hyppigt på alle de kendte bopladser fra istidens afsmeltningsfase.
Fundhistorien er omtrent ligeså mærkværdig som materialet. Den første skafttungespids blev allerede fundet omkring 1930, da Jens Hansen var på rekognosceringstur Ommelshoved rundt. Siden er bestanden ved gentagne besøg på lokaliteten for hvert år blevet forøget med et par stykker. Stud.mag. C. J. Becker, senere professor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet, så nogle af spidserne første gang omkring 1936, men var på det tidspunkt ikke i stand til at foretage en klar type- eller tidsbestemmelse.
I 1950 besøgte han igen Marstal Søfartsmuseum og vidste nu — efter udgravningen og publiceringen af den store elgjæger-boplads ved Bromme nær Sorø — at han stod over for skafttungespidser af Lyngby/Bromme-type. Becker aflagde fundstedet et besøg og lod de samlede iagttagelser indgå i en beretning til Nationalmuseet. Han overlod herefter den videre undersøgelse til en lokal amatørarkæolog, lærer M. Blaksteen, Marstal, som foretog nogle prøvegravninger på og omkring fundstedet, men uden at det lykkedes ham at finde kulturlag eller oldsager på primært leje.
Claus Madsen, der arbejdede en kort tid på øen i 1964, stiftede via Jens Hansen bekendtskab med skafttungespidserne og lokaliteten på Ommelshoved. Han tog derud og fandt hurtigt et par stykker. Det gav inspiration til nye besøg, og det bør næsten nævnes, at han ved en enkelt lejlighed fandt ikke mindre end fem spidser i strandkanten.
Fundstedet ligger ved SØ-spidsen af Ommelshoved, en ca. 750 m lang og ca. 400 m bred halvø, der ligger godt 6 km NV for Marstal. Den har, når bortses fra strandvolden “Trillerne”, en regelmæssig langoval form med længderetning SØ-NV og må geologisk betegnes som en drumlin, skabt af en gren af Lillebæltsgletscheren, der netop bevægede sig i retningen SØ-NV. Bakken når ikke højere end 5,4 m og består af moræneler. På midten af den findes dog i en smal zone lagdelt sand (bakkesand). Halvøens lave randpartier består af saltvandsdynd og -ler.
Skafttungespidserne var opsamlet dels på den stenede forstrand, dels et stykke ude i vandet inden for et velafgrænset område, 25 m i længden og 5 m i bredden.
I samarbejde med Langelands Museum og Marstal Søfartsmuseum foretog jeg i somrene 1971 og 1972 en række gravninger på fundstedet — i strandbrinken, på marken ovenfor og i selve stranden. Et mørkt lag, ca. 10 cm tykt, som blev påtruffet under recente strandgrusdannelser både i brinken og stranden, blev i begyndelsen opfattet som primært kulturlag, en vurdering, som støttede sig på fundet af et fragment af en frisk, upatineret skafttungespids og flintafslag.
Men da en skiveskraber af yngre stenalders præg dukkede op i samme lag, vaktes en mistanke, som brutalt udviklede sig til vished, da tværpile og en nydelig slebet økse kom til syne: Vi stod over for et blandet lag, et sammensurium af oldsager af vidt forskellig alder, 13.000 år gamle skafttungespidser og “kun” 5000-årige redskaber fra yngre stenalders midte. Vi var kommet for sent, havet har, måske allerede i oldtiden, stået højt og vasket de to lag, som man må antage oprindelig har været der, sammen til ét 10–35 cm tykt dyndagtigt lag. Blot må man undre sig over, at oldsagerne, som er fundet i laget, er helt friske og upatinerede. Da man har erfaring for, at flint i saltvand patineres i løbet af ganske kort tid, kan dette forhold kun forklares ved en pludselig, hurtig omlejring, måske forårsaget af stormflod.
Ved de fagmæssige undersøgelser blev der i alt fundet 10 skafttungespidser, heraf 3 i det mørke lag, resten i strandkanten. Ud over oldsager blev der i laget fundet ret store mængder trækul og et stort antal kløvede og ildsprængte sten, hvoraf nogle sad forankret i moræneleret. Af små kuriositeter kan nævnes, at det i flere tilfælde lykkedes at få mindre stenflager til at dække større stens kløvningsar, og at fragmenter af skafttungespidser så at sige har fundet hinanden igen, fx har skafttungefragmentet fra det mørke lag med et klik kunnet tilpasses et stærkt patineret blad, som for mange år siden er fundet på stranden. Men disse iagttagelser er — med lagets sammenblandethed in mente — uden videnskabelig betydning, da det ikke lader sig afgøre, om stenene er kløvet og pilene gået i stykker i istiden eller i yngre stenalder — eller senere endnu.
Man må desværre konkludere, at den videnskabelige undersøgelse på Ommelshoved ikke har bragt os videre i retning af forklaring og fortolkning af hændelsesforløb. Vi står med et oldsagsmateriale omfattende efterhånden ca. 110 skafttungespidser, som er revet ud af deres oprindelige geologiske sammenhæng, uden mulighed for naturvidenskabelig datering og uden de fingerpeg, som fx sager af organisk materiale måske kunne have givet, hvis vi havde haft med et urørt, primært kulturlag at gøre.
Men én ting kan vi roligt slå fast: Fundet er ved sin karakter helt enestående, ikke blot i dansk arkæologi, men også i en større international sammenhæng. Den smule flintaffald, ca. 100 stk., som er fundet på stranden, er selvsagt ikke nok til at “gøre” en boplads og stammer endda sandsynligvis fra bondefolkets ophold på stedet omkring 3000 f.v.t. Det samme kan siges om de ganske få lidet typiske, ikke-kulturkarakteriserende redskaber (bl.a. et flækkebor og et par spånskrabere), som vi er truffet på. Det er allerede nævnt, at skrabere og stikler indgår i de kendte istidsjægerbopladsers redskabsinventar, men på Ommelshoved er der slet ikke fundet stikler, og de få skrabere kan som nævnt meget vel stamme fra yngre stenalder.
Vi kan altså ikke tale om en boplads. Men hvad da? Der kan for mig at se opstilles to hovedteorier:
Der kan være tale om et depot, et massivt lager af skafttungespidser. De er givetvis ikke fremstillet på stedet. Det ville have sat sig spor i form af en større mængde flintaffald.
Eller en hektisk brugt og hurtigt forladt jagtplads (eng.: “kill-site”). Et par store dyr, fx rensdyr eller elsdyr, er blevet nedlagt og flænset på stedet. Pile/ spydspidserne har man ladet ligge tilbage. Der er for øvrigt intet i vejen for, at man kan opfatte en del af skafttungespidserne som flåknive. Der er så stor variation mht. længde, bredde og vægt, at der måske i virkeligheden i Ommelshoved-materialet er repræsenteret tre redskabstyper: Pil, spyd, kniv. Man kan desuden ikke se helt bort fra, at nogle af stykkerne kan have tjent som skærper indsat i rentakslagvåben.
Vi kan nu blot håbe på, at fremtidige lignende fund, hvor bevaringsforholdene er bedre, vil kaste lys over den problematik, som Ommelshoved-fundet har rejst.
Det var med en lidt andægtig følelse, at Tove og jeg i går forlod Ommelshoved — også med den erkendelse i baghovedet, at det måske var for sidste gang …
…
Den oprindelige artikel, i ‘Fynske Minder’ 1972, kan ses her: https://medium.com/.../istidsj%C3%A6gere-p%C3%A5-%C3%A6r...?source=friends_link&sk=c47e1960c52f5d110482a7e9806aaa7d
ZINKEN #011
Ommelshoved fortsat: En ‘kill site’?
For nogle dage siden skrev jeg om et genbesøg på Ommelshoved, en halvø på Ærø lidt nordvest for Marstal, hvor der siden 1930 på stranden er fundet mere end 110 skafttungespidser af flint fra den ca. 13.000 år gamle Brommekultur, og hvor jeg i begyndelsen af 1970'erne foretog arkæologiske undersøgelser for Langelands Museum.
Jeg føler mig mere og mere overbevist om, at der snarere end et depot er tale om et sted, hvor en gruppe jægere er faldet over en flok dyr, sandsynligvis rensdyr. Vi har ikke noget velegnet dansk udtryk, men den engelske betegnelse er ‘kill site’.
Skafttungespidserne er af vidt forskellig størrelse, længde-, bredde-, tykkelse- og vægtmæssigt, og jeg tror, at flere forskellige funktioner er repræsenteret: Pil, spyd og flåkniv. Man har i dette område både nedlagt og slagtet dyrene. En del af spidserne viser skader, som på grundlag af moderne forsøg må opfattes som skudskader.
Ser man på topografien, kunne noget tyde på, at jægerne har trængt dyrene op i en “krog” og dér gjort kort proces. En tysk arkæolog, Klaus Bokelmann, taler i lignende tilfælde om ‘tvangspassage’ og refererer humoristisk til den amerikanske western ‘Head `em off at the pass!’
Vi ved ikke noget sikkert om topografien i dette område ved slutningen af istiden — der er sket en generel sænkning af det sydlige Danmark — men man kunne tænke sig, at det, der i dag fremtræder som en halvø (geologisk en ‘drumlin’), dengang har været omgivet af søer i stedet for hav.
Det er tankevækkende, at en lokal amatørarkæolog, Poul Andersen, kun 1.8 km sydvest for fundstedet på Ommelshoved ved Nevre-stien lidt syd for Ærøskøbing har opsamlet en stor, smuk skafttungespids af Bromme-type. Han er erfaren bueskytte, og mener, at der må være tale om en spyd- snarere end pilespids. Det kan for øvrigt sagtens være de samme jægere, der har været på spil her …
ZINKEN #012
Istidsjægere ved Jelssøerne
Endnu en boplads fra Hamburgkulturen!
Undersøgelsen af den boplads, Jørn Fynbo fandt, foregik over nogle sommermåneder 1981–83. I løbet af udgravningskampagnen i 1983 fandt vi på den anden side af en flere hundrede år gammel markvej, der gennemløber området, endnu en boplads, der også viste sig at stamme fra Hamburgkulturen. De to bopladser, Jels 1 og 2, der lå kun ca. 30 m fra hinanden, er måske endda kun dele af en endnu større klynge af senpalæolitiske bopladser, idet der både øst for Jels 1 og vest for Jels 2 er fundet antydninger af flere flintkoncentrationer.
Det svarer meget godt til det mønster, vi kender fra det sydlige udland: Hvis man først har fat i én senpalæolitisk boplads, vil rekognoscering i de nærmeste omgivelser ofte føre til opdagelsen af flere, en erfaring, vi nu også har fra andre områder her i landet, ikke blot fra Slotseng kun 5–6 km fra Jels-pladserne, men også fra fx Sølbjerg på Lolland.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan markredskaber, små gravende dyr, rødder, rodvæltere og geologiske processer har flyttet rundt på oldsagerne efter bosættelsestidspunktet — forstyrrelser over en 14.000 år lang periode — men alligevel tegner der sig et forholdsvis markant mønster, når vi ser på fundspredningsplanerne, hvor frekvensen af bearbejdet flint er udtrykt vha. ‘tæthedskurver’, der gør det muligt umiddelbart og grafisk at aflæse, hvordan fundene fordeler sig.
Mønstret er særlig tydeligt på Jels 1, hvor man i pladsens sydlige del ser en uregelmæssig, men tilnærmelsesvis oval koncentration, der ud mod terrænkanten går over i en smal zone, der så udvider sig igen. Det er rimeligt at fortolke fænomenet på den måde, at vi her står over for omridset af en boligstruktur, hytte eller måske snarere telt, hvor den smalle flintzone markerer ind/udgangspartiet og koncentrationen umiddelbart nord herfor et udendørs aktivitetsområde, måske kombineret med udrømning af “affald” fra boligen. Et lignende mønster kan anes på Jels 2, men her er det ikke nær så markant.
I næste afsnit vil jeg beskæftige mig med de flintoldsager, som blev fundet på bopladserne …
ZINKEN #013
Istidsjægere ved Jelssøerne
Oldsagerne
Samtlige oldsager på bopladserne Jels 1 og 2 er af flint. Intet andet er bevaret i den sandede jord, så det er en lidt énsidig affære, men normalen på ældre stenalders bopladser, når der ikke er tale om submarine forekomster, hvor organisk materiale ofte er eminent, ja nærmest chokerende velbevaret.
På hver af pladserne er der fundet i alt 12.-13.000 stykker tildannet flint, men der er i langt de fleste tilfælde tale om det, vi umiddelbart vil kalde “affald”, flækker, spåner og mere tilfældige sprængstykker, der er blevet til rest efter redskabsfremstillingen. Der er fundet bemærkelsesværdigt få regulære flække- og spånblokke, et aspekt jeg vil vende tilbage til.
Men pas på. Meget af det vi umiddelbart kalder “flintaffald” — flækker og spåner — har i virkeligheden ofte i andre sammenhænge vist sig at have været brugt som redskaber. Det viser moderne slidsporsanalyse, hvor det endda ofte er muligt at finde ud af, hvilke materialer værktøjet har været brugt til at arbejde i, fx træ eller knogle/tak.
Her er det bare så uheldigt, at flintsagerne fra såvel Jels som de nærliggende bopladser ved Slotseng — og sandsynligvis de fleste andre senpalæolitiske bopladser — ikke egner sig til slidsporsanalyse. Så vidt vi har fundet ud af, hænger det sammen med placeringen i ustabilt sand, hvor partikler i det barske senglaciale klima har slebet flintens overflader og “overdøvet” de oprindelige brugsspor. Her må vi altså nøjes med at operere med de objekter, som formmæssigt og ud fra sekundær bearbejdning kan erkendes som redskaber.
Hamburgkulturen er en udpræget flækkekultur — samtlige redskaber er udformet på basis af afslag — flækker eller spåner. Altså ingen kerneredskaber. Placeringen af den sekundære bearbejdning, retouchen (re-touch: røre igen) afgør, hvad vi skal kalde redskabet, og her er det vigtigt at slå fast, at vi arbejder med en typologi, som er vedtægtsmæssig og subjektiv. Husk på, at flintsmeden næppe har siddet med tommestok og vinkelmåler, og derfor vil vi ofte have vanskeligt ved at afgrænse genstandene i forhold til hinanden. Ikke to flintsager er ens!
Når vi anskuer Hamburgkulturens flintteknik mere generelt, falder det i øjnene, at den er særdeles elegant, og man får umiddelbart det indtryk, at der er økonomiseret med råmaterialet — måske fordi kulturen har rod i det sydlige Europa, hvor adgangen til velegnet råmateriale ofte har været langt mere sporadisk end heroppe nordpå, hvor der er uanede mængder af råstof i form af flint, tilmed af en fremragende kvalitet.
Et andet påfaldende træk er den hyppige forekomst af dobbeltredskaber og multiredskaber. I første tilfælde er der tale om flækker med den samme funktion i de to ender, fx dobbeltskraber. Ved multiredskaber er der tale om forskellige funktioner, fx skraber i den ene ende, stikkel i den anden. Jeg gætter på, at det for et nomadisk folkefærd har været vigtigt at minimere udrustningen på de mange og lange vandringer — lige som vi i moderne tid gør det bl.a. i forbindelse med fjeldvandringer. Tænk fx på den lille sammenklappelige tandbørste!
Næste gang vil jeg sætte navn på og gå i dybden med de enkelte redskabstyper …
ZINKEN #014
Istidsjægere ved Jelssøerne
Oldsagerne fortsat
BREAKING: Også for 14.000 år siden fandtes der mennesker, som var venstrehåndede, og andelen var nogenlunde som i dag: ca. 10%! Det vil jeg fortælle om og begrunde i et kommende afsnit …
Forleden dag fortalte jeg mere generelt om oldsagerne fra de to tætliggende bopladser fra Hamburgkulturen, Jels 1 og 2. Det fortsætter jeg lidt med i dag, men vil derefter i senere afsnit gå over til en nærmere beskrivelse af hovedredskabstyperne: zinken, skraber, stikkel og skafttungespids.
De mange forstyrrelser — dyrkning og geologiske og biologiske processer — på pladserne siden bosættelsestidspunktet har medført, at oldsagerne er blevet flyttet godt og grundigt rundt i området og på udgravningstidspunktet ingenlunde lå, hvor de i sin tid blev lagt eller tabt. Ca. 50% af materialet lå i pløjelaget, og vi har kunnet iagttage en vertikal fordeling over ca. 125 cm. Langt vanskeligere er det at få begreb om de horisontale forskydninger, men jeg vil skønne, at de ligger i størrelsesordenen op til en halv snes meter.
Det er en yndet “sport” at gøre forsøg på at sammensætte flintstykkerne, dels sådan, at brudstykker finder sammen igen, dels på en sådan måde, at man til sidst sidder med en større eller mindre del af den oprindelige flækkeblok. Begrebet kaldes ‘refitting’, men vi har ikke gjort meget ud af det i forbindelse med Jels-pladserne, netop fordi de er så forstyrrede. Metoden åbner imidlertid for nogle dybt fascinerende perspektiver, dels vil man kunne finde ud af, hvilke redskaber, der er tilført pladserne, og hvilke, der er taget med på den videre færd.
Men endnu mere spændende — og her er vi nærmest ovre i science fiction-genren: Det vil være muligt at sammensætte flint, fx to flækkefragmenter, mellem geografisk mere eller mindre adskilte bopladser. Vi har fx en mistanke om, at det sagtens kan være de samme mennesker, der har været på spil ved Jelssøerne og Slotseng 5–6 km derfra. Det længste eksempel på ‘refit’, jeg har læst om, er amerikansk, her var der 63 km mellem to stykker, som kunne sammensættes. Og der er sydtyske eksempler på 1–2 km.
‘Refitting’ er en yderst omstændelig, tidkrævende og dermed også særdeles kostbar proces, som kan stå på i årevis. Jeg plejer at sige, at livet er for kort til den slags, men der er ingen tvivl om, at den moderne teknologiske udvikling vil komme os til undsætning. På et tidspunkt vil man kunne scanne hele bopladsmaterialer tredimensionalt, ved hjælp af kraftige computere matche alle stykkerne op mod hinanden og derefter foretage sammensætninger virtuelt. Det vil — med tilstrækkeligt mange materialer knyttet sammen — kunne give et fantastisk billede af tids/rumdynamikken: Vandringerne i landskabet fra plads til plads.
Som jeg tidligere har nævnt, arbejder vi med redskabstypologier, inddeler og navngiver oldsagerne på forskellige måder primært ud fra formmæssige kriterier. Det er ikke noget naturgivet, men vedtægtsmæssigt, noget vi beslutter og noget, der er bred konsensus om. Arkæologi er ikke en eksakt videnskab, og da slet ikke, når der er tale om noget så drilsk og mangfoldigt som flintsager, hvor der ikke er to stykker, der er helt ens. Men mange af os er dog i stand til at danne et mentalt billede, når fx ordene skraber og skafttungespids eller pil- eller spydspids bliver nævnt.
Men her skal man gøre sig klart, at flintsmeden måske nok også som udgangspunkt har haft en bestemt form og funktion for øje, men at mange redskaber derefter har gennemgået en transformation fra én type til en anden, noget som bl.a. vil kunne afsløres via ‘refitting’. Fx ser vi eksempler på zinken, der er omdannet til stikler, beskadigede skafttungespidser — pile- eller spydspidser — der er omdannet til skrabere eller stikler osv.
Hertil kommer et andet aspekt, som jeg vist nok allerede har strejfet i forbifarten: En helt anden form for typologi, der ikke bygger på formmæssige kriterier, men på hvad tingene rent faktisk har været brugt til. Metoden kan ikke anvendes i forbindelse med Jels- og Slotseng-materialerne, fordi geologiske processer har overdøvet de oprindelige brugsspor, men skal alligevel nævnes her: Slidsporsanalyse, hvor man under mikroskop undersøger flintens overflader og ofte kan finde ud af, hvad et stykke har været anvendt til, hvilke materialer, det har været brugt til at arbejde i.
Her vil man ofte opdage, at redskabet har haft andre funktioner, end man egentlig forbinder med typen, fx viser det sig, at ‘skraberen’ ikke har været anvendt til at skrabe, men skære i plantemateriale med. Det er da en skarp længdekant, der definerer funktionen, og den retoucherede ende kan have fungeret som fingerleje.
Og undersøger man de stykker, der umiddelbart opfattes som restprodukter, affald, i forbindelse med redskabstilvirkningen, vil man ved slidsporsanalyse ofte finde frem til, at flækkerne og spånerne har været anvendt til alskens formål, og det virker i det hele taget som om at stenalderfolkene i mange tilfælde har grebet opportunistisk ud efter det første, det bedste flintstykke. Bare det kunne bruges, lige som vi i dag kan åbne en øl med næsten hvad som helst, fx en graveske, der for øvrigt rettelig er en skelske, der ikke er tiltænkt arkæologen, men mureren!
ZINKEN #015
Istidsjægere ved Jelssøerne
Zinken
I dag vil jeg koncentrere mig om det flintredskab, tyske arkæologer med en nærmest uoversættelig betegnelse kalder ‘Zinken’ — krumbor ville vi måske nok have kaldt det, men det originale navn har vundet sikkert fodfæste også i dansk arkæologi, her dog uden stort begyndelsesbogstav.
På tysk står ‘Zinken’ for lidt af hvert: Et trompetlignende blæseinstrument fra barokkens tid, et bomærke, et gravørredskab m.m. Med sidstnævnte kommer vi nok tættest på den funktion — eller en af de funktioner — redskabet har haft for 14.-15.000 år siden.
Zinken er Hamburgkulturens vigtigste og mest karakteristiske ‘ledetype’. Den er som regel lavet på grundlag af en kraftig flække, i hvis ene ende flintsmeden ved kraftig og distinkt retouchering har udformet en skæv, næbformet spids. Da taler vi om enkeltzinken. Undertiden er der også et “næb” i den anden ende, og vi står hermed over for en dobbeltzinken.
Finder du ude i landskabet et flintredskab med kun ét næb, er der ret stor sandsynlighed for Hamburgkultur, men pas på, for krumborlignende redskaber kan også optræde i senere kulturer. En dobbeltzinken derimod er et så godt som sikkert bevis på tilstedeværelsen af Hamburgkultur. Der kan være tale om et enkelt- eller løsfund, men kig dig godt omkring, for du er sandsynligvis havnet på en boplads. Og ikke nok med det — senpalæolitiske bopladser ligger ofte i klynger, og flere kulturer kan endda være repræsenteret, som vi ser det bl.a. ved Slotseng i Sønderjylland og Sølbjerg på Lolland.
Lad os se lidt nærmere på en enkeltzinkens “anatomi”, vi tager med uret en tur rundt om stykket (se også tegningen): Vi starter i basisenden — som regel slagbuleenden — altså i enden modsat “næbbet”. Vi bevæger os op ad en skarp, uretoucheret længdekant, som går over i en konkav, retoucheret bue, som fortsætter over i en konveks, ligeledes retoucheret bue. Så når vi frem til spidsen, som ofte ender i en ganske smal æg, så går det nedad i højre side, hvor vi ser en konkav retouchering og herefter en lang, skarp kant ned til udgangspunktet for vores lille rejse.
Jeg skal nok nå frem til dette specielle redskabs mulige funktion(er), men det mest spektakulære ved zinken er det fænomen, at spidsen — eller “næbbet” — i langt de fleste tilfælde er højrevendt. Der er selvfølgelig forskelle fra bopladsinventar til bopladsinventar, men andelen af højrevendte stykker ligger på omkring 90%. I bogen ‘Flint fra Danmarks oldtid’ skriver Peter Vang Petersen, at de “næsten altid er højrevendte”. Det kan ikke være tilfældigt, men må så nogenlunde afspejle forholdet mellem højre- og venstrehåndede i den datidige befolkning, og jeg behøver vel næsten ikke at fortælle, at det ret nøje svarer til den nutidige fordeling!
Så kommer vi til funktionen. Den tyske arkæolog Alfred Rust, der foretog de første og største udgravninger af Hamburgkulturens pladser i 1930'erne, mente selv, at zinken, parvis, kunne have været anvendt fx til at “vippe” strimler ud af en rentakstamme, efter at der forud var skåret to parallelle furer — strimler, der fx kunne bruges til fremstilling af harpuner, nåle etc. Moderne forsøg har imidlertid vist, at det holder spidserne ikke til. De brækker.
Men hvad da? — Mit bud er, at der er tale om datidens svejtsiske lommekniv, “Leatherman” — et multi- eller universalredskab, som man har kunnet anvende i forbindelse med flere forskellige funktioner (se igen tegning): Bl.a. skære, skrabe og bore. Jeg har tidligere været inde på dét med dobbelt- og multiredskaber — det har været praktisk at minimere udstyret og kombinere flere funktioner i det samme redskab, især når man var på farten — lige som vi gør det, når vi fx er på fjeldvandring. Tænk på den lille, sammenklappelige tandbørste.
Zinken har formentlig primært været anvendt som kniv, bor, skraber (fx i forbindelse med pile- og spydskafter) og “stemmejern”, velegnet til arbejde i organiske materialer, træ, knogle/tak og skind. Jeg har bemærket en lille finesse i ved afslutningen af næbbet — at det ikke ender i en spids, men ofte i en ganske smal, men meget skarp tværæg, som kunne egne sig til udskæring af skindstrimler.
…
Kilder:
Bl.a. monografien ‘Istidsjægere ved Jelssøerne’ fra 1992, forfattet af Jørgen Holm og Flemming Rieck med bidrag af Joan Huxtable, Else Kolstrup, Bo Madsen og Vagn Mejdahl. Bogen er udsolgt fra forlaget, men dels er jeg jo her i Facebook-gruppen i fuld gang med at omsætte den i et populært format i form af en lang række opslag, dels har jeg planer om at lægge indholdet af den oprindelige bog ud på nettet til fri afbenyttelse.
Peter Vang Petersen: Flint fra Danmarks oldtid. Forlaget Museerne.dk
ZINKEN #016
Istidsjægere ved Jelssøerne
Skafttungespidser
Zinken er Hamburgkulturens ledetype, den redskabstype, der mere end noget andet karakteriserer denne 14.-15.000 år gamle rensdyrjægerkultur. Og står man over for en dobbeltzinken, en flække med “næb” i begge ender, kan man være så godt som sikker på, at der er tale om en Hamburg-boplads. Tillykke!
Zinken optræder sjældent som enkeltfund, det er en oplagt bopladsindikator. Anderledes med skafttungespidser, der nemt går tabt under jagten og i langt højere grad optræder som spredte punktnedslag i landskabet. Vi ved faktisk ikke, om der er tale om pile- eller spydspidser — eller begge dele — for skæftede eksemplarer er endnu ikke fundet hverken her eller i udlandet. Først fra Ahrensburgkulturen et par tusinde år senere er der fuld sikkerhed for brugen af bue og pil.
På Jels 1 blev der fundet 7 skafttungespidser, på den langt mere redskabsrige Jels 2 ikke mindre end 136 — der fordeler sig på 28 hele og 108 fragmenter. Alle skafttungespidser er fremstillet af spinkle, smalle og — set fra siden — særdeles rette flækker med regelmæssigt omrids og parallelt forløbende længdekanter og arrygge. Kun to af stykkerne bærer rester af cortex (flintens oprindelige kalkoverflade).
Der er utvivlsomt tale om et omhyggeligt udvalgt flækkemateriale, der må antages at være slået af bipolære cylindriske blokke, der dog kun foreligger i et enkelt eksemplar (resten er helt opbrugte blokke).
Stykkerne viser en ret bred variation mht. fremstillingsmetode, men i langt de fleste tilfælde er skafttungespidserne principielt fremstillet på samme måde: En spids skafttunge er udformet ved retouchering fra undersiden ved stykkets ene kant — sædvanligvis den venstre — og ved retouchering fra oversiden ved den modstående kant. Skafttungen ligger som oftest nøjagtigt i stykkets midtakse, og retouchen går ved de fleste stykker nogle få mm længere op i den ene side — som oftest den højre — end i den anden.
I sjældne tilfælde er skafttungeretoucheringen i begge sider foretaget fra oversiden, og kun i ganske få tilfælde er den i begge sider foretaget fra undersiden (som det er reglen ved skafttungespidser af Bromme-type). Skafttungen har som regel en spids afslutning, kun et enkelt stykke har stump basis. I et par tilfælde ses ved skafttungens basis i den ene side en kort, skrå retourche, som danner en stump, men distinkt vinkel i forhold til den resterende retouche op mod bladet. Ved enkelte stykker er skafttungen i den ene side forsynet med hak, formentlig med henblik på skæftning.
Disse skafttungespidser af Havelte-type afviger på et andet punkt markant fra kærvspidser af den klassiske Hamburg-type: Skafttungen er næsten altid udformet i flækkens slagbuleende. Selve slagbulen er i alle tilfælde fjernet i forbindelse med skaftungetildannelsen — ofte ses på stykkets underside en nærmest fladedækkende retouche — men afspaltningsfladens bølgeringe gør det som regel muligt at pejle sig frem til dens oprindelige placering.
Bladets kant(er) er ved næsten alle stykker forsynet med en kortere eller længere retouche, oftest kun i den ene side — og da som regel foretaget fra undersiden. Men hvor begge kanter er bearbejdet op mod spidsen, ses tilhugningen undertiden at nå sammen i en fladedækkende retouche. I de tilfælde, hvor begge kanter er retoucheret hhv. fra over- og underside, er der principiel overensstemmelse med den teknik, der som regel er anvendt i forbindelse med skafttungens udformning.
Mens bredden og tykkelsen er nogenlunde den samme ved alle skafttungespidserne, kan der mht. længden iagttages stor variation, fra 36–79 mm, ret nøjagtigt svarende til de ekstremer, som de to hele skafttungespidser fra Jels 1 repræsenterer.
De 28 hele stykker er vejet. De ligger inden for intervallet 0.7–3.3 g med to lokale »toppe« omkring 1 g og 2 g. I et enkelt tilfælde er en skafttungespids — formentlig efter at det yderste af spidsen er afbrudt — omdannet til bor.
Arkæologen Anders Fischer har undersøgt Jels 2’s skafttungespidser for brugsspor. Han har stor erfaring på dette punkt — indvundet ved en omfattende serie eksperimenter, som blev udført 1981–83 under deltagelse af jægere, bueskytter, flinthuggere og slidsporsanalytikere. Kopier af bl.a. skafttungespidser af Bromme-type blev skæftet og anvendt både som pilespidser og spydspidser. Der blev skudt efter skydeskive, kort tid i forvejen aflivede dyr, bl.a. får og vildsvin, og objekter, stenalderjægerne kan have ramt ved fejlskud: Jord, grene, træstammer osv.
Skudforsøgene frembragte ganske karakteristiske brugsspor, der opfattes som universelle for projektiler af flint. Dels brud og afsprængninger, som kunne ses med det blotte øje, dels langstrakte ridser (striationer) og poleringer, der som oftest kun kunne ses i mikroskop. Disse skader blev herefter sammenlignet med brugsspor på ægte Bromme-spidser. Der viste sig at være god overensstemmelse.
…
Kilder:
Monografien ‘Istidsjægere ved Jelssøerne’ fra 1992, forfattet af Jørgen Holm og Flemming Rieck med bidrag af Joan Huxtable, Else Kolstrup, Bo Madsen og Vagn Mejdahl. Bogen er udsolgt fra forlaget, men dels er jeg jo her i Facebook-gruppen i fuld gang med at omsætte den i et populært format i form af en lang række opslag, dels har jeg planer om at lægge indholdet af den oprindelige bog ud på nettet til fri afbenyttelse.
Fischer, A., Hansen, P.V., & Rasmussen, P. 1984: Macro and Micro Wear Traces on lithic Projectile Points. Experimental Results and Prehistoric Examples. — Journal of Danish Archaeology, Vol. 3, 13–46.
ZINKEN #017
Istidsjægere ved Jelssøerne
Skrabere
Jeg vil gøre forholdsvis kort proces, når det drejer sig om skraberne fra Jels-pladserne, fordi de ikke er særlig kulturkarakteriserende, dog med en enkelt markant og overraskende undtagelse, som jeg kommer ind på lidt senere.
Der er på Jels 1 og 2 fundet i alt 159 skrabere, hele og fragmenter. I næsten alle tilfælde er de forsynet med udbuet æg og fremstillet af regelmæssige flækker. Ægvinklen — dvs. vinklen mellem ægparti og afslagets afspaltningsflade — er som regel temmelig spids med en klar dominans i området 25–45°. Ægretoucheringen er oftest særdeles omhyggeligt, ja nærmest elegant, udført sådan som man almindeligvis ser det i forbindelse med senpalæolitiske skrabere.
Kun 17 af skraberne (heraf kun én på Jels 1) viser længdekantbehugning, der i de fleste tilfælde må betegnes som “fin”.
Stærkt afvigende er 9 skrabere af såkaldt Wehlen-type, der blev fundet på Jels 1 og kun dér. Typen henføres traditionelt til Federmesserkulturens tidlige Wehlen-fase. De fleste stykker er lavet på forholdsvis kraftige, uregelmæssige spåner og viser kraftig retouche ved længdekanterne. Basisenden fremtræder nærmest skafttungeformet. “Platfodede skrabere” kalder en af mine kolleger denne type.
Under udgravningsprocessen og så sent som på publiceringstidspunktet (1992) blev disse skrabere opfattet som en integreret del af redskabsinventaret og blev tillagt kronologisk udsagnsværdi — det førte til den antagelse, at i hvert fald Jels 1 faldt inden for en sen fase af Hamburgkulturen.
Nu, efter udgravningen af to bopladser fra Hamburgkulturen og to fra Federmesserkulturen ved Slotseng 5–6 km derfra, er vi imidlertid så godt som sikre på, at Wehlen-skraberne på Jels 1 må repræsentere et senere besøg på stedet af Federmesser-folk. Det kommer jeg om kort tid langt mere detaljeret ind på i forbindelse med mine opslag om Slotseng-lokaliteten …
…
Kilde:
Monografien ‘Istidsjægere ved Jelssøerne’ fra 1992, forfattet af Jørgen Holm og Flemming Rieck med bidrag af Joan Huxtable, Else Kolstrup, Bo Madsen og Vagn Mejdahl. Bogen er udsolgt fra forlaget, men dels er jeg jo her i Facebook-gruppen i fuld gang med at omsætte den i et populært format i skikkelse af en lang række opslag, dels har jeg planer om at lægge indholdet af den oprindelige bog ud på nettet til fri afbenyttelse.
ZINKEN #018
Istidsjægere ved Jelssøerne
Stikler
Stikler er nok den hovedredskabstype, som er vanskeligst at erkende og rubricere. For så hurtigt som muligt at give et begreb om, hvad der er tale om, vil jeg kalde dem stenalderens “stemmejern”: Som oftest kraftige flækker eller spåner, hvor flintsmeden ved at hugge en “splint” af afslagets kant har skabt en kraftig tværæg, der har været velegnet til bearbejdning af organisk materiale, træ, knogle eller tak.
Men Hamburgkulturens stikler er nu ikke de vanskeligste at bestemme, fordi de ofte takket være den sikre og elegante flintteknik optræder i klart erkendelige former. Stikkelfacettens placering i forhold til afslagets midtakse afgør, hvad man skal kalde undertypen: Befinder den sig i ude ved kanten, taler man om en kantstikkel, er den placeret i stykkets midtakse, får den betegnelsen midtstikkel osv.
Undertiden ser man op mod flækkens eller spånens ende en skråretouche, hvorfra stikkelslaget er udgået — her taler man fx om midtstikkel på retouche. I andre tilfælde er en kraftig tværæg dannet mellem to stikkelslag i stykkets midtakse. Ret ofte ser man stikkelægge ved begge afslagets kanter og i begge ender af afslaget. Illustrationer er nødvendige for at forstå principperne, se disse …
På Jels-pladserne er der fundet i alt 132 stikler, 7 på Jels 1 og 125 på den langt mere redskabsrige Jels 2, hvilket naturligvis kunne tyde på, at der på sidstnævnte boplads er foregået bearbejdning af organisk materiale i meget stort omfang — eller måske over en længere periode end på Jels 1. Et stort antal, i alt 180, “splinter” — eller stikkelafslag — skønnes at være restprodukter fra fremstillingen af denne specielle kategori af redskaber.
ZINKEN #019
Istidsjægere ved Jelssøerne
Sammenfatning
Jelssøerne og de nærmeste omgivelser udgør i mine øjne et af de smukkeste landskaber i Danmark og fungerer i dag som et udpræget rekreativt område med rastepladser og vandrestier. Det er for en stor del skovdækket, og ved nordsiden af Midtsø ligger Jels Voldsted, som turistbranchen gerne — men uden mindste belæg — vil føre tilbage til vikingetiden, selvfølgelig fordi det har en lidt bedre og mere populær klang end tidlig middelalder. Denne fejlagtige opfattelse har inspireret til de vikingefestspil, som hvert år finder sted med behornede hjelme, sværdslag og bægerklang.
I den sene istid, i slutningen af Bøllingtid, har landskabet set radikalt anderledes ud. Landskabsformerne har vel i store træk været nogenlunde de samme, men må lige efter isens afsmeltning have stået mere skarpt profileret. Der har været en sparsom vegetation af græsser og halvgræsser og en pionérflora i form af fx ølands soløje, rypelyng, polarpil og dværgbirk. Men intet har kunnet hæmme overblikket, når man stod oppe på bakkerne og skuede ud over landskabet. Kunne man dog bare for en enkelt dag skrue tiden tilbage …
For lidt over 14.000 år siden kom de første jægere til dette område og slog sig ned på en højt hævet sandterrasse ved nordsiden af Jels Oversø. Stedet var ikke tilfældigt valgt: Forholdsvis tæt på en smal passage mellem Oversø og Midtsø, fordelagtigt for såvel folk som fæ, tæt på fiskemuligheder og frisk drikkevand i form af kildevæld umiddelbart nord for de to bopladser, og fra nærliggende erosionskløfter har man sandsynligvis kunnet hente flint til fremstilling af redskaber. Hertil kommer et fortrinligt overblik over terrænet. Tæller man alle disse faktorer sammen, kunne det tyde på, at pladserne er anbragt meget strategisk i forhold til en af rensdyrenes sæsonmæssige vandreruter.
Vi har undersøgt to bopladser fra den sene Hamburgkultur, Jels 1 og 2, eller vi skulle måske snarere sige to flintkoncentrationer, for der kan jo i virkeligheden godt have været tale om én boplads opdelt fx i to familieenheder. Pladserne er så forstyrrede, at vi ikke har mulighed for at afgøre, om de har været samtidige, eller om der er tale om gentagne besøg i det samme gunstige område.
Flintteknologisk og -typologisk er der stort set ingen forskel på de to pladser, men kvantitativt adskiller de sig markant fra hinanden: Der er fundet nogenlunde samme mængde “affaldsflint” — kærner, spåner og flækker — 12.-13.000, men mens der på Jels 1 kun optrådte knap 130 deciderede, typesikre redskaber, er tallet for Jels 2 over 700. Men alle hovedredskabstyper — zinken, skafttungespidser, skrabere og stikler — er i begge tilfælde repræsenteret. De er dog på Jels 1 meget ulige fordelt, tydende på, at pladsfunktionen har været specialiseret og bosættelsen af kort varighed — måske en jagtstation.
Her overfor står Jels 2 med over 700 redskaber med en nogenlunde ligelig kvantitativ fordeling på de fire hovedredskabstyper, hvilket vidner om, at en bred vifte af funktioner har været varetaget med omtrent samme grad af intensitet. Denne plads opfylder definitionen på en basisboplads, der formentlig har været beboet i længere tid.
Undersøgelserne af Jels-bopladserne sluttede i 1984, men allerede året efter kom der et nyt, stort gennembrud. Stikordet er Slotseng, en lokalitet kun 5–6 km fra Jels-pladserne. Den vil jeg plage jer med i den kommende tid …
ZINKEN #020
Istidsjægere ved Jelssøerne
Podcast
Fotojournalisten Tor Stenstrop holdt mikrofonen åben, da vi i august 2019 sammen besøgte de to bopladser fra den ca. 14.000 år gamle Hamburgkultur ved Jels Oversø i Sønderjylland. Udsendelsen varer ca. 10 minutter. Bemærk, at du bare skal springe punkterne ‘Where to listen’ og ‘Message’ over, rulle ned og klikke på en af starttrekanterne.
https://anchor.fm/stenalderkanalen
Gennem hele sin karriere som arkæolog har Jørgen Holm ledt efter spor fra de første mennesker i Danmark. I 80'erne kom gennembruddet. Flintfund viste vejen og ved Jelssøerne dukkede to af rensdyrjægernes bopladser op. I 2001 kom der endnu et gennembrud: Fund efter stenalderjægere i 5 meters dybde…
