Istidsmandens redskaber?
Af Harald Andersen, SKALK
Ret til at kalde sig amatørarkæolog har enhver, som tre gange eller derover har bukket sig ned og opsamlet et oldtidsfund — det være sig en flintspån, en stenøkse eller et potteskår. Det er derfor næsten at gå for vidt i beskedenhed, når politifuldmægtig Erik Westerby, Ringkøbing, tildeler sig selv denne betegnelse, thi inden for sit særlige felt, som er istidens og den første efteristids arkæologi, overgås han næppe i viden af nogen fagmand herhjemme. Gennem mange år, det meste af et liv, har han drevet sine studier — i marken og i litteraturen, indenlands og udenlands. Hans krav til fagfæller er ubønhørlige; hvis hans egne sanser giver ham mistanke til autoriteternes resultater, er intet ham helligt. Men han stiller ikke mindre strenge krav til sig selv. Han graver i sand, men bygger ikke sine teorier på det. Spørgsmålstegnet over denne artikel har sin rod i Westerbys selvkritik. Mangen anden havde nok slettet det forlængst.
Den sidste halve snes år har Westerby helliget en bestemt sag. Resultatet af utrættelig søgen er blevet syv små flintstykker, nogle benstumper og sneglehuse. Den ukyndige, som ser disse ting uden at forstå deres historiske perspektiv, må finde det hele latterligt — gal mands værk. Det er alt andet. Det er — sandsynligvis — de ældste kendte redskaber fremstillet af mennesker i Danmark, adskillige årtusinder ældre end den rensdyrjæger-boplads ved Bromme på Sorøegnen, som i 1944 blev fundet af samme Erik Westerby.
Istiden, den største naturomvæltning. som menneskeheden har oplevet, anslås at have haft en varighed på adskillige hundrede tusinde år — svimlende tidsrum for menneskers kortbenede tidsfornemmelse. Af uopklaret årsag afløste kulde varme, hvilket fik iskapperne ved polerne til at brede sig. Istiden var; som bekendt, ikke een lang kuldeperiode. Indimellem kom der varmere afbrydelser, hvor isen trak sig tilbage — måske helt op til det område, hvor den efter vor opfattelse hører hjemme. Disse tilbagetrækninger foregik med stor sindighed gennem årtusinder, og der var rigelig tid for planter, dyr og mennesker til at tage det rømmede land i besiddelse — og til at vige pladsen igen, når kulden og isen vendte tilbage. Mindst to sådanne varmeperioder har geologerne fundet spor efter i Nordeuropas istidslag. Disse to varmeperioder deler istiden op i tre dele, og det er den sidste af disse tre istider, der har interesse for os i forbindelse med Westerbys fund.
Den sidste istid nåede ikke, selv på det højeste, at dække hele Danmark, men lod Vestjylland frit. Isranden lå op over halvøen, som kortet på side 2 viser det. Ad porte i gletcheren fossede smeltevandet ud over det isfrie Vestjylland, hvis bakkede landskab blev dækket med sand, som smeltevandet kastede af sig — et delta af samme art som det, man en tøvejrsdag kan se dannes, når vandet fra en snedrive skyller ned over en bakkeskråning.
Isranden blev dog ikke stående her hele sidste istid igennem. Ofte har den været i bevægelse. Snart rykkede den tilbage på grund af afsmeltningen, snart skød den sig atter frem — alt i takt med temperatursvingninger; ja det ser endda ud til, at der under denne tredje og sidste istid har været en ret kraftig mildningsperiode, hvor isen for en tid veg pladsen — dog ikke nok til, at man kan tale om en egentlig mellemistid.
Det er i grusgrave på Koldingegnen, at Erik Westerby og hans venner blandt grusarbejderne har gjort deres fund. De lag, som grusgraverne trænger ned i, er afsat af smeltevand og må altså være blevet til på et tidspunkt, da isranden var smeltet noget tilbage fra den linje, som er vist på kortet side 2. Det som førte Westerby på sporet, var fund af knogler. Det er ikke så få stykker og stumper, der efterhånden er kommet frem af en istidsdyreverden: Kæmpehjort, kronhjort, dådyr, bison, bæver, næsehorn og skovelefant. Det er de dyr, hvis slægtninge istidsmenneskene afbillede på væggene i Vesteuropas huler, de kendte billeder, af hvilke et par her ses gengivet. Smeltevandet har revet knoglerne med sig og lagt dem fra sig igen sammen med sten grus og sand og hvad andet, det har læsset af på sin vej mod havet.
Med menneskelig selvoptagethed må vi synes, at alt dette, så interessant det end kan være, er småting sammenlignet med fundene af de syv tilhugne flintstykker, som stammer fra de samme grusgrave som knoglerne. Den afbildede flække er samlingens fineste stykke, dels på grund af den karakteristiske form, som er borgen for, at her virkelig er tale om menneskeværk, dels af grunde, som straks skal omtales. Desværre er alle stykkerne fundet løsrevet af deres leje i jorden. Så helt afvise den mulighed, at de kan være kommet ned ovenfra, fra lag, der er dannet efter sidste istid, kan man ikke. Men når det er sagt, må det tilføjes, at fundomstændighederne ved flere af stykkerne er sådan, at muligheden næsten synes udelukket. Hvad der mangler, for at spørgsmålstegnet over disse linjer kan slettes, er et tilhugget flintstykke, som under behørig videnskabelig kontrol er udtaget af selve det sikre istidslag.
Hvorledes fundene — deres “ægthed” forudsat — skal placeres i istidens lange løb er ikke helt klart. Erik Westerby hælder mod den antagelse, at flintfundene sammen med størsteparten af dyreknoglerne hører hjemme i den sidste istids mildningsperiode, hvorefter man løseligt kan anslå deres alder til omkring de 25.000 år.
Westerby havde en trumf i baghånden, da han for kort tid siden på et møde i Jysk Arkæologisk Selskab fremlagde sine resultater: På den omtalte flintflække sad der ved fundet lidt grus tilbage, fastkittet. Dette grus er nu blevet undersøgt af en fransk ekspert, som med sikkerhed mener at kunne fastslå, at det ikke kan stamme fra grusgravens øvre lag.
Men der skal mere til, før Erik Westerby bøjer sig for sig selv.
H.A.
— — — — — — —
Istidsmandens redskaber? Skalk 1957 nr. 2, s. 14–16.
— — — — — — — -
Brev til SKALK fra politifuldmægtig Erik Westerby, finderen af ISTIDSREDSKABERNE fra Koldingegnen, som omtaltes i sidste nummer:
Det er rigtigt, at jeg oprindelig foretrak at anbringe flækken fra Seest i sidste istids milde mellemperiode. Siden har jeg jo haft held til at finde endnu nogle stykker og har også haft lejlighed til en sammenligning med originale franske fund, så jeg er nu tilbøjelig til at anbringe både knoglerne og den lille familie af oldsager i sidste mellemistid og således tildele dem en alder af 50–75.000 år. Spånernes teknik passer dertil, og flækken passer i virkeligheden særdeles godt sammen med de flækker, som man kender fra franske fund fra denne tid. Samtidig kan jeg oplyse, at de franske sandeksperter ikke blot så på sandrester fra flækken, men også på vedhængende sand på to af spåneme, alt med samme resultat.
